|
Redskaber og strategier til at forankre miljøarbejdet hos borgere, virksomheder og kommunernes institutioner er en vigtig del af Life-projektet. Når projektet er gennemført vil et af resultaterne være et katalog med redskaber og gode råd til kommunerne. Kataloget vil bl.a. udkomme som en del af Dogmehåndbogen og her på hjemmesiden. Katalogets forslag til strategier baseres på erfaringer fra Europa og fra Dogmekommunerne selv, som blandt andet arbejder med lokale Agenda 21 planer og samarbejder med lokale miljøorganisationer. Mindst tre af de konkrete forslag bliver testet i Dogmekommunerne, inden de kommer i idékataloget. Både borgere, virksomheder og kommunernes institutioner deltager i forsøgene. Projektet har tre faser, hvor der:
- indsamles erfaringer og viden om redskaber og metoder,
- udvælges og afprøves enkelte af metoderne i løbet af 2006,
- og endelig evalueres resultatet i 2007.
På baggrund af de indhøstede erfaringer udarbejdes idékataloget og det tredje dogme - miljøarbejdet skal forankres lokalt - reformuleres. |