|
Projektgruppen har gennemført interviews med en række aktører, der alle arbejder med reduktion af kemikalietrykket. Det drejer sig bl.a. om Miljøstyrelsen, Informationscentret for Miljø og Sundhed, Forbrugerstyrelsen, Miljømærkesekretariatet, Danmarks Naturfredningsforening og Arbejdstilsynet. Interviewene er foretaget for at undgå dobbeltarbejde, samt for at finde inspiration og gode indikatorer for indsatsen. Derfor er der spurgt ind til hvilke tiltag, der er planlagt for at reducere kemikalietrykket, samt hvilke tiltag, der tidligere er foretaget, og hvilke indikatorer, der anvendes for at følge indsatsen og måle effekten.
Det mest iøjefaldende ved de gennemførte interviews er, at der er forholdsvis meget information til den bevidste, private forbruger, mens det kniber med materiale rettet mod virksomheder hos de interviewede parter. Af interviewene fremgår det, at der er udført et stort antal produktundersøgelser inden for udvalgte produktgrupper, men at den fremtidige indsats med produktundersøgelser reduceres. Begrænsningen sker på trods af, at erfaringerne med offentliggørelse af produktresultater blev vurderet som et nyttigt redskab til at få producenterne til at rette ind og til at påvirke forbrugeradfærden. |